Råvarerne
Ingen parfume uden råvarer. Her vil jeg gennemgå de forskellige typer af råvarer og deres fremstillingsmetoder.
Æteriske olier…
er koncentrerede planteekstrakter, der udvindes fra en plantes aromatiske dele – såsom blomster, blade, bark, rødder eller frugtskaller. Olierne indeholder de aromatiske komponenter, som giver planten dens karakteristiske duft. Hver æterisk olie består af et unikt sæt af kemiske forbindelser, der bestemmer dens duftprofil. Der findes flere forskellige metoder til at udvinde æteriske olier, men det mest almindelige er dampdestillation og koldpresning:
Ved dampdestillation placeres råvaren i en beholder, og nedenunder råvarebeholderen findes vandet, som bliver varmet op, hvor dampen herfra varmer råvaren op. Dampen får råvarens celler til at åbne sig og bærer de flygtige aromatiske forbindelser med sig. Dette mix føres igennem en kold kondensator, som afkøler dampen og derved omdannes til vand og olie. Olien, som er uopløselig i vand, er hermed separeret fra vandet og kan aftappes.
Koldpresning bruges til citrusfrugter, hvor skallerne presses under lav temperatur for at udvinde de indeholdende olier så skånsomt som muligt. Da citrusfrugter er ekstremt flygtige, ville deres fulde karakteristika forsvinde, hvis man benyttede sig af dampdestillation.
Resinoider…
er højt koncentrerede, aromatiske ekstrakter fremstillet fra harpiks, gummi og balsam, som kommer fra planter og træer. Disse udsondringer er tyktflydende, klæbrige substanser, som træer og andre planter udskiller, ofte som et forsvar mod skader eller infektioner. Resinoider har en dyb, ofte varm og sød duft, og de er kendt for deres komplekse noter, som ofte er meget intense og sensuelle.
Resinoider udvindes ved ekstraktion med opløsningsmidler som f.eks. hexan eller ethanol/alkohol.
Ekstraktion med opløsningsmidler:
Råvaren opløses i et opløsningsmiddel i en proces, der kan tage fra flere timer til flere dage. Den eksakte tid afhænger meget af typen af råvare, opløsningsmidlet og temperaturforholdene. En let opvarmning af råvaren kan forkorte udtrækstiden, men hvis denne bliver overophedet, kan det påvirke de flygtige duftstoffer i en negativ retning.
Når råvaren er fuldstændigt opløst, filtreres opløsningsmidlet fra den faste råvare, og opløsningsmidlet fordamper og efterlader en tyk eller i nogle tilfælde fast, aromatisk masse – det færdige resinoid.
Absolut’er…
er ligesom resinoider, højt koncentrerede aromatiske olier udvundet fra planter ved hjælp af opløsningsmidler eller enfleurage. Absolut’er bruges ofte til de mest sarte blomster som f.eks. jasmin, for at få alle duftnuancerne ud af råvaren. Andre råvarer som f.eks. vanilje og egemos udvindes også til absolut’er, da de kræver en mere kompleks ekstraktionsproces for at indkapsle deres fulde og utroligt rige duftprofil. Absolut’er har ligesom resinoider en utrolig intensitet og sensualitet og afspejler råvarens duftprofil fuldkommen.
Ekstraktion med opløsningsmidler:
Der er flere trin i fremstillingen af absolut’er, og de indebærer normalt to hovedprocesser: Opløsningsmiddelekstraktion og alkoholekstraktion. Råvaren blandes med et opløsningsmiddel, som typisk er hexan eller petroleum æter. Her bliver de aromatiske komponenter i råvaren opløst og ender ud i en tyk og voksagtig concrete. Denne concrete gennemgår yderligere processer for at separere den dyrebare olie fra voksen, som ikke er opløselig i alkohol alene, og fryses derfor ned til 10-15 minusgrader. Der “vaskes” med alkohol gentagne gange, som frigiver olien fra voksen og i stedet blander sig med alkoholen og efterlader voksen. Voksen kasseres til slut, og blandingen med olie og alkohol opvarmes under reduceret tryk for ikke at beskadige olien. Alkoholen fordamper til sidst og efterlader den udsøgte og ekstremt potente absolut.
Ved Enfleurage anvendes der chassis’er, som består af en træramme og glasplader, som er pålagt et tyndt lag duftfri voks. Voksen formes i “bølger”, sådan at luft kan cirkulere omkring hver enkelt blomst. Blomsterne håndplukkes og lægges én ad gangen på voksen i chassis’et i meget præcise tidsintervaller. Tiden, blomsterne ligger i voksen i, afhænger af, hvilken blomst der processeres. Blomsterne udskiftes løbende, indtil voksen de ligger i, er mættet af olien fra blomsterne. Denne blanding kaldes pomade, og “vaskes” herefter med alkohol, hvor restvoksen kasseres, og den tilbageværende blanding bliver herefter opvarmet, indtil man til slut har olien, som kaldes en absolute de pomade.
Denne fremgangsmåde er meget tidskrævende og kostbar, da al arbejdet udføres i hånden og er af samme grund en yderst sjælden fremgangsmåde nu til dags.
Syntetiske duftstoffer…
Aldehyder…
